Din MacBook kan flere ting, end du regner med. Alene den tanke kan tage pusten fra de fleste, for hvordan finder man de mest gængse og brugbare funktioner i høstakken? I dette indlæg giver vi dig vores 5 favorit funktioner, som vi mener, at enhver Mac-ejer bør kende.

1. Hvordan tager jeg et screenshot på min MacBook?

Er du i en situation, hvor det vil være en stor fordel, at kunne tage et billede af din skærm, kan dette gøres på flere måder.

Sådan tager du et screenshot af hele skærmen:
Ønsker du at tage et skærmbillede af hele skærmen, skal du holde SHIFT ⇧ + COMMAND ⌘ + 3 nede på samme tid.

Sådan tager du et screenshot af et udsnit af skærmen:
Ønsker du at tage et skærmbillede af et bestemt område af skærmen, skal du holde SHIFT ⇧ + COMMAND ⌘ + 4 tasterne nede på samme tid.

2. Sådan nulstiller du din MacBook

Er din MacBook med tiden blevet langsom, kan indkøbet af en ny model hurtigt friste. Ved at nulstille din nuværende MacBook, og dermed geninstallere styresystemet, kan din MacBook nemt genvinde sin hastighed, og blive (næsten) så hurtig som ny. Følg denne guide – det er ganske overkommeligt og tager ikke så lang tid.

OBS: Inden du nulstiller din MacBook, anbefaler vi, at du tager en backup. Det er samtidig vigtigt, at din MacBook har forbindelse til internettet, da det er denne måde, din Mac henter det nyeste Mac OS-styresystem.

Nulstillingen foregår i forbindelse med opstartsprocessen. Du skal derfor genstarte din MacBook. Så snart din Mac starter op, skal du trykke på COMMAND ⌘ + R indtil Apples logo vises på skærmen. Følg herefter de instrukser som din Macbook giver dig.

Du vil først blive guidet gennem en proces, hvor du sletter dine data (bare rolig – du har jo selvfølgelig taget en backup inden!). I denne process skal du vælge din Macs disk, ofte kaldt “Macintosh HD” og tryk “Slet/Erase”. Herefter kan du geninstallere MAC OS X ved at trykke “Reinstall macOS/Geninstaller macOS”. Din MacBook er nu nulstillet.

3. Hvordan overfører jeg billeder fra iPhone til MacBook?

Der findes flere måder, du kan overføre feriebilleder og videoer fra din iPhone til din MacBook.

Overfør billeder fra iPhone til Mac med kabel
Tilslut din iPhone til din Mac med et USB-kabel. Din iPhone vil nu fremgå i venstre side i din ‘Finder’ (blå/hvidt ikon med ansigt på). Herfra kan du klikke ind i din iPhones lagringsplads og “trække” de billeder, du ønsker, over på din MacBook. Husk at koble din iPhone korrekt fra, ved at trykke "Skub ud”.

OBS: MacBooks fra 2016 og frem er ikke udstyret med en USB 3.0-indgang. Du skal derfor bruge en adapter fra USB 3.0 til USB-C.

Overfør billeder fra iPhone til Mac med AirDrop
Vil du gerne være fri for ledninger, og har du en nyere MacBook (2016 eller nyere), er ‘AirDrop’ en rigtig god, hurtig, og anbefalingsværdig funktion. Du vælger de billeder, du gerne vil overføre fra din iPhone til din MacBook.

Derefter klikker du på delingsikonet nede i venstre hjørne på din iPhone og vælger ‘AirDrop’. Her finder du din Mac. Har du ikke ikke tidligere forbundet de to enheder, vil i stedet se muligheden for at forbinde din MacBook og iPhone. Denne funktion kræver, at de to enheder er forbundet – herefter overføres de med lynets hast.

4. Hvordan afinstallerer/sletter man programmer på sin MacBook?

Pladsmangel kan hurtigt blive et problem på din MacBook. Du kan med fordel vælge at slette de programmer, du ikke længere bruger og derved skabe plads til enten opdateringer, billeder, video eller nye programmer.

Start med at klikke på “Finder” ikonet i din menu dock. Vælg derefter “Programmer” i venstre menu. “Træk” herefter det/de program/programmer, som du ønsker at fjerne fra din MacBook, over i papirkurven.

Denne metode kan anvendes til de fleste programmer. Ligger det program, som du ønsker slettet, i en mappe, skal det højest sandsynlig fjernes på anden vis – typisk med tilhørende afinstallationsfunktion. Den nemmeste måde at finde ud af dette, er ved at google.

5. Hvordan opdaterer jeg min Mac?

En ny opdatering til din MacBook kan være afgørende for, hvilke apps og programmer du kan anvende. Det er derfor vigtigt, at du holder din MacBook opdateret med den nyeste software fra Apple. Vi viser dig her, hvordan du med få klik kommer i gang med at opdatere din MacBook.

Sådan opdaterer du din macbook

Åbn søgefunktionen på din MacBook ved at klikke på luppen oppe i højre hjørne. Skriv “softwareopdatering” i søgefeltet og vælg det resultat som kommer frem. Herfra kan du se, om din MacBook trænger til en softwareopdatering, samt hvilken version du har installeret.

Du har også mulighed for at aktivere en automatisk opdatering. På den måde holdes din MacBook altid opdateret, uden at du skal gøre noget.

Andre læste også

Windows 11 – Hvad er kravene og hvad skal du vide

{{ commentCount }} kommentarer

Skriv et svar