Cirkulær økonomi er modsvaret til den lineære økonomi, hvor vi producerer en vare for så at forbruge den og afslutningsvis skrotte den. I en cirkulær økonomi er målet at lukke kredsløbene mest muligt, og helst helt. Det skal forstås på den måde, at de materialer, vi benytter til at producere en vare (f.eks. en computer), er en knap ressource og derfor noget vi skal udnytte så meget som muligt, uden at det går tabt – deraf ordet kredsløb. For det er hele ideen. De råmaterialer, vi graver ud af jorden, skal fremskaffes mest bæredygtigt, samles i en vare på en måde, så den kan holde længe, kan repareres, kan skilles ad og bruges igen til nye produkter – eller i sidste ende være mulig at adskille i forskellige materiale-typer, så flest mulig ressourcer kan genanvendes til ny-produktion frem for at grave efter nye.

I den cirkulære økonomi er der allerede mange eksempler på forretningsmodeller, der modarbejder ”lav-brug-smid væk”-forbruget. Det sidste vi bør gøre, er at skille varen ad og udnytte materialerne. Det er et godt og nødvendigt træk, men først når vi har brugt varen så længe som muligt; repareret det; delt det med andre eller måske brugt til et andet formål end det oprindelige. Er varen samtidig produceret bæredygtigt, så har vi formentlig lukket kredsløbet, minimeret behovet for at producere nyt, udvinde så store mængder af uerstattelige råstoffer og helt sikkert skabt mindre affald.

Vores forbrug er vores største udfordring. Hvordan kan vi fortsat skabe vækst og gode muligheder, uden at udpine den planet vi er så afhængige af. Det findes der allerede masser af gode eksempler på – og dem vil vi hylde. For de gør en verden til forskel. Bogstaveligt talt.

Model: Cirkulær økonomi og de forskellige grene. Refurb kan ses som et eksempel på genbrug.

CirkuLÆR er en artikelserie, hvor vi taler med forskellige virksomheder, der hver især arbejder med én af de fire grene inden for cirkulær økonomi.

I denne artikel kan du blive klogere på, hvordan CleverCoffee arbejder med bæredygtig produktion. Og hvilket bedre emne findes der, end kaffe?

Danmark er det fjerde mest kaffedrikkende land i verden – kun overgået af Finland, Østrig og Sverige. Vi drikker i gennemsnit 3-4 kopper kaffe om dagen. Og fordi vi ikke selv kan producere de gyldne bønner, må vi importere det i rimelig store mængder. Og det er netop problemet. Vores store kaffeefterspørgsmål er med til at understøtte et system, der konsekvent underbetaler dem, der dyrker kaffen. Det har CleverCoffee sat sig for at gøre noget ved.

Jeg har talt med Lindy Brogaard, som er medejer af CleverCoffee og har nok verdens bedste titel: Head of Coffee. Det betyder dog ikke, at han sidder og drikker kaffe dagen lang (desværre, sikke et drømmejob). Han står for alt, der har med kaffe at gøre – det er altså lige fra at indgå samarbejde med kaffefarmerne, opbygge indkøbsmodeller, sørge for transport og logistik, sikre kvaliteten af kaffebønnerne, udvikle risteprofiler, at tage ud til kunder og sikre, at de kan bygge kaffen så godt som muligt. Ja, listen kunne nok fortsætte. For det er et passionsprojekt og det gennemsyrer CleverCoffee – der er tænkt på alle detaljer, på alle leder og kanter. Og i kernen af det hele er kaffen. Men det omkringliggende er mindst lige så vigtigt.

Lindy Brogaard, Head of Coffee

Kaffefarmeren får betalt præcis det samme, som for 40 år siden.

For CleverCoffee er en mere direkte og transparent handel med kaffefarmerne den eneste vej frem. Det starter med at betale kaffefarmerne ordentlig, så de har mulighed for at gøre det endnu bedre. Det lyder simpelt (og åbenlyst vil nogen nok sige), men det er desværre ikke sådan virkeligheden ser ud. Den gængse måde hvorpå kaffe handles i dag er overraskende forældet og tilgodeser kaffefarme, der producerer store mængder.

"Kaffebranchens store problemstillingen er selve systemet hvorigennem man handler kaffe - den er defekt. Vi har en verdenshandel af kaffe, som er bygget op ligesom med olie: Mængden bestemmer prisen. Man tager ikke hensyn til kvalitet eller hvordan den er produceret eller hvorhenne kaffen er dyrket. Der kun ét marked og én pris."

Det er en overbygning på et kolonistyre, hvor kaffe var en stor del af den koloniserede handel. Kaffefarmerne bliver simpelthen holdt fast i fattigdom, for betalingen har ikke ændret sig i 40 år. Som Lindy siger, kan de fleste nok regne ud, at det ikke er bæredygtigt for den enkelte.

"Så længe vi systematisk underbetaler dem, har de ingen chance for at udvikle sig i en mere bæredygtig retning eller udvikle sig socialt. Hvordan skal de kunne gøre det, hvis de ikke engang kan få det til at løbe rundt."

CleverCoffees mission er derfor at ændre systemet. De vil ikke tjene penge på bekostningen af kaffebønderne. Derfor kigger de væk fra markedsprisen og køber på baggrund af kvalitet – enten direkte med kaffefarmerne eller gennem ansvarlige importører. For dem er det afgørende at opbygge en god relation og et tæt samarbejde med kaffefarmerne, at indgå et meningsfuldt samarbejde der hænger sammen. De påtager sig et medansvar, så de på den måde kan udvikle dig fra år til år, for at det kan blive endnu bedre.

Kaffen er kernen, men der er ingen kerne uden det omkringliggende.

Hos CleverCoffee går kvalitet og bæredygtighed nemlig hånd i hånd. Bæredygtig kaffe skal være et kvalitetsmæssigt bedre alternativ end det modsatte.

”Kvaliteten skal være tårnhøj. Og jo højere kvalitet, jo højere pris kan vi også tage for kaffen og jo mere kan vi betale farmerne for kaffen.”

Lindy mener, at den eneste måde de overlever, er ved at gå forrest. Hvis vi bare fortsætter som nu, så kan vi om 10 år ikke længere købe kvalitetskaffe. For så vil de små kaffefarme være lukkede og tilbage vil kun være de kæmpe-farme, som kan producere de store mængder markedet (og i høj grad os selv) kræver.

Som led i målet om at ændre systemet, har de lavet en 124 siders transparency-rapport.

”Rapporten ser vi som udtryk for nøglen til at flytte branchen som helhed – vi vil hellere være total transparente, for vi er nødt til at lukke op. Ikke bare for at undgå greenwashing, men også fordi vi hellere vil vise det gode eksempel frem for at pege fingre. Derfor ligger vi alt ud.”

De har netop også fået deres B Corp-certificering, som gives til virksomheder, der lever op til en række ambitiøse samfunds- og miljømæssige standarder og udviser en ekstraordinær grad af ansvarlighed og gennemsigtighed. Kun omkring 30 danske virksomheder har fået den.

”Det vigtige for os er, at det er en virksomhedscertificering. Det er altså ikke et spørgsmål om, at vi i et lille hjørne af CleverCoffee gør et eller andet godt, men at det er hele virksomheden, der er gennemsyret af tanken om, at vi skal bruge virksomheden til at gøre en forskel. Jo bedre vi er, jo større forskel kan vi gøre. Vi er selvfølgelig en forretning med det formål at gøre det bedre, få større omsætning, større salg – men det er alt sammen for at hjælpe farmerne”.

Det er for Lindy vigtigt, at vi gør noget. At man arbejder med faktisk at gøre en forskel. Hos CleverCoffee er der nemlig handling bag ordene – der bliver ikke pyntet på noget.

”Kaffe er i princippet noget møg”

Et af deres næste fokuspunkter er restproduktet. Grumsen. Lindy fortæller, at der ved almindelig filterkaffe faktisk kun er omkring 1,5% af produktet, der bliver brugt. For grumsen ryger i skraldespanden. Og selvom mange anbefaler at bruge grumsen til gødning, fortæller Lindy, at det faktisk kun er en bedre løsning, hvis det erstatter almindelig gødning. Hvis du ikke havde tænkt dig at gøde i forvejen, vil det afgive en hel del metan i komposteringsprocessen.

”Lige nu betaler vi farmerne for kaffen, men vi betaler for i princippet for at udnytte 1,5 % af kaffen. Hvis vi kan udnytte mere, kan vi også betale dem mere. Produktet kan få mere værdi ved at det også bliver brugt efterfølgende.”

Kaffe er altså ikke i sig selv det mest bæredygtige produkt, dels fordi vi bruger så lidt af det, men vi flytter det også på tværs af verden – og nogle gange tilbage, hvis kunden er fra de samme lande som kaffefarmene. Derfor har CleverCoffee gentænkt hele værdikæden og alt hvad det indebærer – alt fra at omlægge ristningen til at optimere emballagen og fragten.

De arbejder ukueligt på at gøre værdikæden endnu mere bæredygtig. Målet er at have et positivt CO2-aftryk. At absorbere CO2 frem for at skabe det. Ambitiøst? Måske. Nødvendigt? Absolut, mener Lindy.

Spørgsmål?

Hvis du har fået lyst til en kop bæredygtig kaffe i absolut topkvalitet, holder CleverCoffee til i The Kitchen i Universitetsbyen i Aarhus og har risteri i Fillerup syd for Aarhus.

Har du nogle spørgsmål til artiklen, er du mere end velkommen til at skrive en kommentar herunder. Ellers kan du kontakte os på telefon 7020 3647 eller mail info@refurb.dk.

Ps. Du kan godt glæde dig til næste CirkuLÆR-artikel, som vil handle om upcycling.

Andre læste også

CirkuLÆR med Bygogbyt
CirkuLÆR med GRÜNBAG

{{ commentCount }} kommentarer

Skriv et svar