6 grunde til at købe brugt fremfor nyt IT
Vi vil så gerne have flere til at indse, at genbrugt elektronik er et bedre alternativ til nyt. Konceptet er simpelt – og fordelene er mange. Bliv klogere på dem her!
Læs mereCirkulær økonomi er modsvaret til den lineære økonomi, hvor vi producerer en vare for så at forbruge den og afslutningsvis skrotte den. I en cirkulær økonomi er målet at lukke kredsløbene mest muligt, og helst helt. Det skal forstås på den måde, at de materialer, vi benytter til at producere en vare (f.eks. en computer), er en knap ressource og derfor noget vi skal udnytte så meget som muligt, uden at det går tabt – deraf ordet kredsløb. For det er hele ideen. De råmaterialer, vi graver ud af jorden, skal fremskaffes mest bæredygtigt, samles i en vare på en måde, så den kan holde længe, kan repareres, kan skilles ad og bruges igen til nye produkter – eller i sidste ende være mulig at adskille i forskellige materiale-typer, så flest mulig ressourcer kan genanvendes til ny-produktion frem for at grave efter nye.
I den cirkulære økonomi er der allerede mange eksempler på forretningsmodeller, der modarbejder ”lav-brug-smid væk”-forbruget. Det sidste vi bør gøre, er at skille varen ad og udnytte materialerne. Det er et godt og nødvendigt træk, men først når vi har brugt varen så længe som muligt; repareret det; delt det med andre eller måske brugt til et andet formål end det oprindelige. Er varen samtidig produceret bæredygtigt, så har vi formentlig lukket kredsløbet, minimeret behovet for at producere nyt, udvinde så store mængder af uerstattelige råstoffer og helt sikkert skabt mindre affald.
Vores forbrug er vores største udfordring. Hvordan kan vi fortsat skabe vækst og gode muligheder, uden at udpine den planet vi er så afhængige af. Det findes der allerede masser af gode eksempler på – og dem vil vi hylde. For de gør en verden til forskel. Bogstaveligt talt.
Model: Cirkulær økonomi og de forskellige grene. Refurb kan ses som et eksempel på genbrug.
Presenninger, sikkerhedsseler, bannere, redningsflåder. Det lyder måske ikke som de mest oplagte materialer til at sy tasker af. Men Helen Leegaard så et potentiale, da hun på sine mange køreture hjem til barndomshjemmet i Vestjylland, gang på gang kørte forbi kæmpestore containere fyldt med presenninger, der var blevet kasseret. Derfor skabte hun sammen med sin ægtefælle Jens Peter Andersen, der har en baggrund inden for vindmølleproduktion, GRÜNBAG i 2008, som producerer designtasker ud af sådanne overskudsmaterialer.
Formålet med upcycling er at tage et spildprodukt og lade det indgå som (del)element i et nyt produkt der bringer værdi. Det handler om at bruge mest muligt af de restprodukter man har og give det nyt liv. Jeg har snakket med Jens Peter om, hvordan de gør netop det.
Helen og Jens Peter har fra starten været drevet af visionen om at forvandle materialer, der ellers er lavet til et helt andet formål, til et meningsfuldt produkt. De vil med deres farverige tasker tilbyde et unikt alternativ til dig, som ønsker noget ganske anderledes.
90% af alle de materialer, der bruges i en GRÜNBAG-taske, er enten genbrugte eller bæredygtige materialer. De resterende 10 procent er små ting, såsom et stykke læder eller en lille strop på en taske. De har store krav til kvalitet og holdbarhed. For deres ønske er, at deres tasker skal være brugbare i mange år frem og ikke ender tilbage i skraldespanden. Det betyder, at deres materialer skal være meget slidstærke – faktisk så stærke, at de kan modstå industriel slitage. En tur i cykelkurven på selv de mest demonstrative regnvejrsdage er derfor ikke en store udfordring for taskerne.
De genanvendelige materialer er typisk store stykker lastbilpresenning, som er blevet fraskåret i produktionen eller blevet kasseret, fordi de er skåret forkert. Derudover bruger de også materialer såsom aflagte sejl fra skibe, reklamebannere eller kasserede thermodragter. Oftest helt ny-producerede materialer, der ellers ville være blevet smidt ud.
”Vores mest gængse materialer er faktisk fuldstændig ny-producerede og rigtig stærke materialer. Det kan være endestykker fra bannere for eksempel. Det kan vi så anvende i stedet for, at det bliver smidt ud. Virksomheder skal betale for at smide plast ud. Så på den måde er det en win-win situation. For de kommer af med deres plastaffald og vi kan forlænge dets levetid med måske 5-10 år alt afhængig af brug.”
Presenninger og bannere er i sig selv ikke bæredygtige, men når man som GRÜNBAG forvandler dem til tasker, sparer man på affaldsforbrænding og produktionen af nye materialer.
GRÜNBAG Viking Sportstaske
En af de virksomheder GRÜNBAG får deres materialer fra, er Viking Life-Saving Equipment, som laver overlevelsesudstyr til skibe og offshore-industrien. Udstyr, som i allerhøjeste grad skal være i topkvalitet. Men det er (heldigvis) ikke alle redningsflåder, der bliver taget i brug. Og når en redningsflåde har siddet på et skib i 8 år, skal de skiftes ud af sikkerhedsmæssige årsager. Så da Viking stod med disse helt fine redningsflåder, der ikke længere kunne bruges af dem, tog de kontakt til GRÜNBAG.
Det er efterhånden blevet til mange tasker, fortæller Jens Peter.
”Vi har nok lavet omkring 1000 VIKING Lifebags over årene. Viking giver blandt andet selv taskerne til deres egne medarbejdere i gave i stedet for fx tre flasker vin.”
Det kan selvfølgelig være en udfordring at upcycle materialer, når der pludselig kommer en ordre på 1000 tasker i én farve. For det er ikke altid, at der er nok materiale på lager. Så kan det godt tage lidt længere tid end normalt, men det er ikke fordi der ikke er mangel på overskudsmaterialer. De skal bare lige have fingrene i det først.
Størstedelen af deres tasker laves i deres egen systue i Århus, men når ordrerne er i så store mængder, så sendes produktionen til en systue i Polen, som har de helt rigtige maskiner til deres type materialer. De tager også jævnligt derned for at uddanne syerskerne i deres modeller, kontrollere kvaliteten af taskerne og sikre arbejdsforholdene.
En lastbilpresenning er – naturligvis – tykkere og stivere, hvilket gør det noget mere besværligt at sy i. Det sætter sine begrænsninger for designet. Men det er ikke nødvendigvis en ulempe. Det kræver blot en gentænkning af designprocessen.
Hos GRÜNBAG udtænker de derfor ikke et design før de har materialerne dertil. For dem er det materialet, der afgør slutresultatet.
Det betyder også, at de kan planlægge hvordan materialet kan bruges optimalt og udnyttes til det yderste. Det har også betydet et fokus på høj funktionalitet – GRÜNBAG tasker skal være praktiske og brugbare. Der skal ikke gå noget til spilde.
Fordi taskerne er lavet i genkendelige materialer fremfor i almindelige metervarer, er taskerne hver især helt unikke. De kommer med hver deres bagage (pun intended) og historie. De forsøger også løbende at eksperimentere med ”nye” materialer, fortæller Jens Peter. I øjeblikket arbejder de på at genbruge møbellæder.
”Når en sofa er færdig, er der jo stadig store dele af den, der er god. På de store flader bag på sofaen, er betrækket så godt som nyt. Det kan være noget meget lækkert, blødt læder, som vi kan bruge til at producere tasker af.”
For det giver mening ikke bare at smide ud, når kvaliteten stadig er i top.
Har du nogle spørgsmål til artiklen, er du mere end velkommen til at skrive en kommentar herunder. Ellers kan du kontakte os på telefon 7020 3647 eller mail info@refurb.dk.
Ps. I næste CirkuLÆR-artikel kan du blive klogere på leje og abonnementsløsninger.
Vi vil så gerne have flere til at indse, at genbrugt elektronik er et bedre alternativ til nyt. Konceptet er simpelt – og fordelene er mange. Bliv klogere på dem her!
Læs mereDel 3 af CirkuLÆR. Vidste du, at du kan låne LEGO-sæt i stedet for at købe det? Bygogbyt har lavet en abonnementsløsning til LEGO-fans, der gerne vil bygge de store sæt, men måske ikke har råd til dem eller lyst til at have dem stående bagefter.
Læs mereDel 1 af CirkuLÆR. Vores forbrug er vores største udfordring. Hvordan kan vi fortsat skabe vækst og gode muligheder, uden at udpine den planet vi er så afhængige af. Det findes der allerede masser af gode eksempler på – og dem vil vi hylde. For de gør en verden til forskel. Bogstaveligt talt.
Læs mere