Det er ikke en hemmelighed, at vi danskere virkelig forstår, hvad det vil sige at julehygge. Omvendt, er vi desværre også utroligt gode til at (over)forbruge – specielt omkring årets, for mange, vigtigste højtid. Julen er nemlig højsæson for gaveræs, madspild og storforbrug.

Julen er på nogle punkter lig en forbrugsfest, hvilket har negative konsekvenser for vores miljø og klima. Men det behøver den ikke – tværtimod. Læs med i dette blogindlæg, hvor du får fem måder, du kan gøre julen mere bæredygtig på – og det er endda uden at gå på kompromis med hyggen og juletraditionerne.

Ved at gøre julen lidt “grønnere” gennem mere bevidste valg, hjælper du med at tage et vigtigt medansvar for vores miljø og klima – og kan holde jul og indtage det nye år med ekstra god samvittighed.


1. Gør juletræet endnu “grønnere”

Det er en ældgammel tradition at placere grantræer i vores stuer, som vi får pyntet og danser rundt om juleaften. Traditionen har eksisteret i over 200 år, faktisk helt siden 1808, og hvis juletræet kan noget, er det at skabe julestemning blandt os alle.

Desværre er juletræsproduktion knapt så miljøvenligt. Specielt til dyrkningen af konventionelle juletræer bruges sprøjtemidler og gødning for at holde træerne grønne og pæne, holde ukrudt på afstand og for at få juletræerne til at vokse.

Da træerne har brug for 8-10 år før de er “fuldvoksne”, foregår brugen af sprøjtemidlerne i mange år. Specielt nordmannsgranen, det foretrukne juletræ hos mange, er en af de store syndere på det punkt. Her vil det især svare sig at investere i et økologisk. Et alternativ kunne være en rødgran, der ikke er lige så miljøbelastende som danskernes favorit.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening bliver 80% af danske juletræer fremstillet på landbrugsjord og de resterende 20% bliver fremstillet i skov, men pga. af et højt forbrug af kemi til dyrkningen, betragtes det ikke som en naturlig skov og betegnes fortsat som landbrugsproduktion.


Bæredygtige alternativer til konventionelle juletræer

Der er en del bæredygtige alternativer, herunder økologiske juletræer og juletræer dyrket uden brugen af sprøjtemidler. Selvom kun 5% af de danske juletræer dyrkes økologisk, ser producenterne stadigvæk en voksende efterspørgsel på træerne blandt forbrugerne.


Tag et socialt ansvar når du køber årets juletræ

De frø, som benyttes til at dyrke den velkendte normanngran i Danmark, stammer fra Georgien, og det er ikke uden fare, at skulle få fat på disse frø. Hårdtarbejdende georgiere klatrer faktisk helt op i 30 til 40 meters højde, for at høste frø fra træet. Georgien er blandt et af Europas mest fattigdomsramte lande, og derfor er høsten af frø en vigtig indtægtskilde. Her hjælper en virksomhed, som Fair Trees, lokalbefolkningen og det lokale skovbrug.

Ved valget af et økologisk juletræ fra Fair Trees tager du hensyn til klimaet, miljøet og ikke mindst den befolkning i Georgien, som sørger for indsamlingen af frø. Gennem købet af et træ Fair Trees støtter du samtidigt uddannelse, sundhedsfremmende initiativer og udviklingen af befolkningen i Georgien.

Du kan læse mere om Fair Trees på deres hjemmeside.


2. Minimér madspild fra årets julemiddage og frokoster

Traditionerne hører også julemaden til, og i Danmark står den på ofte på flæskesteg, andesteg, brunede kartofler, risalamande, julebagværk – listen fortsætter. Juletiden er kendt som højsæsonen for madspild, og det efterlader desværre et negativt aftryk på klimaet.

Generelt ved julehøjtiderne excellerer vi danskere i vores forbrug af særligt kød – og det sætter sine spor på omverdenen. Ifølge en undersøgelse foretaget af CONCITO, afgives der hele 34 kg CO2 på en enkelt flæskesteg på 1,5 kg – hvilket til sammenligning svarer til over 250 km med bilen. Udskifter du flæskestegen med f.eks. en gåsesteg, kan du ifølge CONCITO reducere CO2-mængden pr. kilo kød med mere end 50%.

Alligevel, selvom den kødholdige mad er en af de store syndere, betyder det ikke, at du nødvendigvis behøver opgive stegen eller foretage store ændringer eller kompromiser på årets julemenu. Ofte handler det ikke om selve julemaden, men nærmere om mængden, der laves. Specielt store mængder af mad ender i skraldespanden, fordi den ikke kunne overkommes.

Ifølge Landbrug & Fødevarer smider vi danskere mad ud for hele 1,4 milliarder kroner - alene i december. I stedet for at lave en kæmpe julemiddag, så vær påpasselig med mængderne, som skal serveres. Du kan med fordel beregne omtrent 500-700 gram mad pr. gæst til middagen. Dermed behøver du ikke frygte knurrende maver eller at gæsterne eller familien vil gå sultne i seng.


Læs også: Guide: Sådan får du en mere bæredygtig hverdag



3. Sådan gør du julegaverne mere bæredygtige

Ifølge CONCITO udleder produktionen af Danmarks julegaver ca. 1 million ton CO2 hvilket i gennemsnit svarer til ca. 200 kg CO2 pr. dansker. Bankkontoen har hos danskere i 2018 været rødglødende efter der tilsammen blev brugt over 31 milliarder kroner på danskernes juleindkøb, hvoraf størstedelen blev brugt på julegaver.

De mange juleindkøb efterlader ligeledes negative fodspor på klimakontoen, og julegaveræset er efterhånden blevet til overforbrug. Alligevel har klimadebatten fået flere danskere til at tænke i ”grønnere” baner, og deres nye vaner lod sig afspejles i deres julegaveindkøb.


Her får du 3 tips til mere bæredygtige julegaver:

Køb julegaver i en højere kvalitet
Det handler om at købe med omtanke. Overvej at give kvalitetsgaver frem for at tænke kvantitet. Det er vigtigere at gaven kan holde i mange år, end at den enten ender i skraldespanden pga. mindre god kvalitet, eller glemt bagerst i skabet hvor det samler støv. Det er spild af ressourcer hvis gaven glemmes eller ikke i tages i brug.


Lav en ønskeseddel med dét du har brug for
En ønskeseddel kan give gode fingerpeg på ønskerne, og giver muligheden for at gå målrettet til værks med gaver. Dermed sørger du og andre for at give gaver, som er ønskede og kan bruges.

Herudover er det en god idé kun at ønske dig det, du reelt set har brug for. Problemet med gaverne ligger ikke i selve gavernes indhold, men i stedet for om behovet for gaverne faktisk er eksisterende.


Gi’ genbrug i julegave
Genbrugsbutikker kan ligeledes være guldgruben til gode gaver med et hav af udvalg. Du sparer dermed også miljøet for CO2, da der ikke er brug for at producere nyt. Står en ny mobil, computer eller andet elektronik øverst på årets ønskeseddel, kan du med fordel købe genbrugt elektronik som er med til at minimere det miljømæssige fodaftryk.


Køb brugt elektronik i julegave?Width=1000

80 % af al den energi, en computer bruger i sin levetid, bruges under fremstillingen.


Grønnere indpakning gør en stor forskel
Vidste du, at vi i Danmark bruger 825 ton gavepapir i december måned? Skræmmende tanke, ikke? Alene af den grund, bør du kraftigt overveje at tænke mere bæredygtigt når årets julegaver skal pakkes ind.

Men hvorfor er det så stort et problem? Brugt gavepapir kan vel genanvendes?

Gave- og indpakningspapir kræver enorme mængder vand, energi og træ at producere og er typisk overfladebehandlet vha. kemikalier. Derfor kan denne papirtype heller ikke genanvendes direkte, og skal faktisk smides i restaffald.

Her er fire bæredygtige alternativer til dit gavepapir:

  • Gå efter FSC-mærket gavepapir – her er du sikret gavepapir fra bæredygtigt skovbrug
  • Brug gamle aviser, magasiner og papirsposer som indpakning
  • Pak gaver ind i stof som fx sengetøj, du ikke længere bruger
  • Gem papirer fra de gaver du får – med teknisk snilde, undgår du at ødelægge papiret. Det kan dermed genbruges næste år.

4. Sådan gør du juletrafikken mere bæredygtig

Drager årets juleferie dig på tværs af det danske land, er der også her nogle transportmidler, som er mere bæredygtige end andre.

Det er næsten utopi, men svaret kommer højest sandsynligt ikke som den store overraskelse for dig. For spørger vi miljøet, er det klart, at kollektive transportmidler som fx bus og tog er langt mere klimavenligt at benytte, sammenlignet med både benzin- og dieselbiler.

Er det i år, at den skal have fuld gas på bæredygtighed, anbefaler vi, at du tager bussen, da undersøgelser viser, at det er her, at klimaeffektet pr. person er lavest. Faktisk viser undersøgelser, at en bil med 2 personer har en klimapåvirkning der er tre gange så stort som fx en bus.

Går turen til de yderste afkroge af landet, hvor den kollektive trafik ikke er det optimale valg, er det ikke sikkert, at du har et andet valg, end at tage bilen der holder parkeret ude foran. Her er dog alternative måder, hvordan du stadig kan køre hjem på juleferie med god samvittighed.

Har du frie sæder kunne det være en idé at tilbyde transport til andre, der skal samme vej som dig. GoMore er en samkørselstjeneste, der giver dig mulighed for at dele pladsen i din bil med andre. På den måde er du ovenikøbet underholdt på en potentiel lang køretur, får dækket dine udgifter og gør ikke mindst en forskel for miljøet.

Er du ikke bilejer, har du på GoMore også mulighed for at booke dig ind som passager ved andre der skal samme vej som dig selv. Her finder du også en økonomisk besparelse sammenlignet med den kollektive trafik.


Læs også: 7 apps der gør det nemt at leve bæredygtigt



5. Vælg det mest bæredygtige lys til juletræet

Lyset på juletræet er, ligesom i mange andre stuer landet rundt, højest sandsynligt en uundværlig og obligatorisk del af din jul - og statistisk set, foretrækker du enten LED-lys eller levende lys derhjemme. De er nemlig de mest foretrukne valg.

For mange er valget af lys tæt på et spørgsmål om religion i mange danske hjem - men hvad skal du vælge, hvis du ønsker at give årets jul et mere bæredygtigt twist?

Vi anbefaler at du vælger LED-lys, da de er bedre for både miljøet og dit helbred - og samtidig forurener de heller ikke dit indeklima. LED-lys er dertil mere energieffektive og kan holde op til 25 gange længere sammenlignet med en almindelig glødepære. Ifølge CONCITO afgiver LED-lys som regel også kun 1/5 af en det CO2-udslip som de traditionelle glødepærer udleder.

Samtidigt er LED lys også et mere sikkert valg modstillet med den levende slags. Det siger sig selv at levende lys er brandfarlige, og det kan nemt forårsage en brand.

Levende lys kan ifølge Miljøstyrelsen derimod skade indeklimaet, da lysene udsender partikler, som kan være skadelige for os. I samme undersøgelser fra Miljø- og Fødevarestyrelsen udsender stearinlys dobbelt så mange partikler ud sammenlignet med paraffinlys.

Hvis det er et absolut must for dig at have levende lys på årets juletræ, findes der bedre og sundere alternativer end de traditionelle. Her anbefaler vi, at du går efter paraffin- eller stearinlys, der er svanemærkede. De er mere miljøvenlige, men også mindre skadelige for indeklimaet.


Kender du et godt tip vi har overset?

Der er utallige måder, at inddrage bæredygtighed ind i vores juletraditioner - måske er du allerede godt i gang? Del gerne dine grønne tips i kommentarfeltet herunder. Du kan med garanti inspirere en masse andre.

Du ønskes en en rigtig (grønnere og mere bæredygtig) jul!