Hvis du har stået overfor at skulle købe et nyt tastatur indenfor den seneste årrække, så har du helt sikkert mødt den næsten uendelige strøm af forskellige typer, producenter, formfaktorer, switches og en masse andre ting du enten ved lidt eller intet om. Men hvad skal man så vælge? Og hvad er vigtigt at være opmærksom på? Det vil blive mere overskueligt for dig i denne guide, så du kan finde det helt rigtige tastatur.

NB: Er du på jagt efter et gaming-tastatur, så kan du finde svar i denne guide.

Hvilken formfaktor skal jeg vælge?

Det første du skal kigge på, når du har brug for et nyt tastatur, er formfaktoren. Her er der tale om den fysiske udformning af tastaturet, som har en indflydelse på, hvor mange og hvilke taster, der er på tastaturet.

Det mest gængse er et Full-Size tastatur, altså fuld størrelse. På dette har du i alt 104 taster og du har både taltastatur (numpad) i højre side og de fulde F-taster i toppen. Bemærk her, at nogle producenter har ekstra taster til Macroer (brugerbestemte genveje) eller mail/internet og lignende, som svinger mellem producenterne – men det er ud over selve formfaktoren.

Går vi en smule ned i størrelsen, kommer vi til det, der kaldes for et Tenkeyless tastatur. Selvom navnet antyder, at man har fjernet 10 taster, så er der faktisk røget lidt mere af – Tenkeyless-tastaturet har 88 taster. På denne type tastatur har du stadig alle F-taster, men taltastaturet er skåret fra i højre side, så tastaturet er mere kompakt. Det er denne type tastatur, du finder på mange mindre bærbare computere. Denne formfaktor er god, hvis du bruger F-tasterne, men stadig gerne vil have et kompakt tastatur.

Herefter bevæger vi os ned i, hvad der blot hedder 75% formfaktoren. Her er alle tasterne trukket sammen, så der ingen mellemrum er imellem. Det kan gøre det sværere at skrive, hvis du ikke er vant til denne formfaktor, men det er også en meget praktisk løsning, fordi der ikke spildes noget plads.

Den mindste formfaktor, der er med i denne guide, er 60% tastaturet. Her er der skåret helt ind til benet med kun omkring 61 taster i et ultrakompakt tastatur, hvor alle funktionstaster er fjernet og du får et mere minimalistisk tastatur. Et perfekt tastatur, hvis du skal kunne tage det med, så længe du ikke har brug for de funktioner, der ofres i byttet for den mindre størrelse.

Tastatursprog og -layout: Hvad skal du vide?

Køber du dit næste tastatur fra en dansk forhandler eller webshop, så skal du normalt ikke bekymre dig så meget om tastatursprog og -layout, da du vil kunne forvente, at der enten er dansk eller nordisk tastatur på. Men bevæger du dig hen til internationale leverandører, så er det altså vigtigt at sikre dig, at sproget og tastaturlayoutet er korrekt.

På sprogsiden er et dansk layout præcis, hvad du forventer, mens nordisk layout er en kombination af dansk, svensk og norsk, så du har alle 3 layouts trykt på tastaturet. Du har højst sandsynligt set disse før med grønne og røde påmalinger på fx æ, ø og å tasterne med de forskellige sproglayouts.

Det var det sproglige layout – men der er også et generelt layout. Her i Danmark bruger vi det, der hedder QWERTY. Prøv fx se ned på dit nuværende tastatur og så vil du hurtigt kunne genkende, at dette står på den øverste venstre linje af bogstaver, som starter ved Q.

Der findes mange andre layouts, der ændrer markant på, hvor tasterne sidder, så vær (især ved internationale køb) opmærksom på, at du får et tastatur med et QWERTY layout. Er du vant til at skrive med én type layout, kræver det en del tilvænning at lære et andet, især hvis du skriver med ti-finger systemet.

Hvilken type tastatur skal jeg vælge?

Når du skal vælge dit tastatur og har styr på din formfaktor og sprog, så er det næste gode spørgsmål: Hvilken type skal jeg vælge?

Her snakker vi om enten optisk, mekanisk eller membran-tastatur. Disse 3 typer er baseret på, hvad der sker, når du trykker på en tast på tastaturet og hvordan tastaturet ved, hvilken tast du har trykket på.

Hvad er et optisk tastatur?

Optiske tastaturer fungerer ved hjælp af en optisk sensor, der bliver sendt lys fra en kilde til en modtager i tasten, og når du trykker tasten ned, blokeres eller reflekteres lyset og et signal sendes til din PC om, at der er trykket på tasten.

Fordelen er, at man med optiske tastaturer kan lave 100% vandafvisende tastaturer, hverken støv eller væske kan skabe problemer for tastaturet, og det er derfor oplagt i mere krævende miljøer.

Hvad er et mekanisk tastatur?

Mekaniske tastaturer er tastaturer, hvor hver eneste tast har en mekanisk opsætning, med hus til tasten, en fjeder til at bringe tasten tilbage, og en stilk i centeret. Disse findes som lineære, taktile uden lyd eller taktile med lyd. Det kan du læse mere om i guiden til valg af det rigtige Gaming tastatur.

Mekaniske taster er kendetegnet ved, at der meget tydelig lyd, når du klikker på tasterne samt deres meget lange levetid. Disse bruges oftest til gaming udstyr pga. de meget tydelige punkter, hvor tasten aktiveres og den måde, det føles at taste på et mekanisk keyboard.

Hvad er et membrantastatur?

Membrantastaturer er både noget man bruger i computertastaturer, men også den flade type tastaturer, du fx finder på mikrobølgeovne. Når det er til computere, er de kendetegnede ved at være det, man kalder full travel membrantastaturer.

Det dækker over, at du presser tasten helt ned før den aktuerer og dermed aktiverer tastetrykket. Modsat et mekanisk eller optisk tastatur, hvor knappen kan aktivere halvvejs, kvartvejs eller et andet sted under trykket på tasten, så aktiverer membrantastaturet, når tasten er trykket i bund.

Denne type er den mest normale for computerkeyboards generelt, og er hvad mange er vant til fra normale kontortastaturer.

Men hvilket tastatur er så bedst at vælge?

Skal du bruge et helt normalt tastatur derhjemme eller til kontoret, så skal du vælge et klassisk membrantastatur. Du får en letgenkendelig oplevelse og en god kombination af kvalitet og pris.

Er du mere gaming-orienteret, så bør du kigge på de mekaniske tastaturer, for deres mere præcise opsætningsmuligheder. Her kan du med fordel læse den fulde guide omkring gamingtastaturer, som dykker mere ned i de forskellige switches, du skal være opmærksom på, når du køber gamingkeyboards.

De optiske tastaturer er tit dyrere, men kan være pengene værd, hvis du skal bruge et vandafvisende tastatur. Det er kun i disse specifikke scenarier, jeg normalt vil anbefale denne type.

Det vigtigste at være opmærksom på ved tastaturtyper er dog, at det er meget individuelt hvad du, jeg og alle andre kan lide. Nogle sværger til noget, der egentlig er ”forkert” ift. normale konventioner, fordi det er mest behageligt for dem.

Derfor bør du gå til valg af tastaturer med et åbent sind, og udnytte muligheden for at prøve forskellige typer, fx ved venner og bekendte eller i butikker, der har mulighed for, at du kan teste. Det vigtigste ved tastaturets type er, hvad du bedst kan lide at bruge.

Skal jeg vælge et trådløst eller et kablet tastatur?

Når du så skal finde ud af, om der skal kabel til eller ej, så har der i mange år været forskellige ulemper ved et trådløst tastatur. Lav batteritid, dårligt signal, langsomme reaktioner når du taster. Alt dette er vi dog heldigvis ovre, da det er blevet løst i takt med, at teknologien har udviklet sig.

Derfor er der i dag ikke en reel trade-off, når du vælger et trådløst tastatur til normalt brug. Ved gaming er vi næsten på nulpunktet også, men spiller du på et højt nok niveau, kan et trådet tastatur stadig være en fordel.

I det ovenstående præsenteres dog kun trådløse tastatur med en dongle i computeren, der skaber den trådløse forbindelse. Du har også muligheden for et trådløst tastatur over Bluetooth.

Det er en fordel, hvis du ikke har USB-porte tilgængelig til donglen og din computer har Bluetooth, men det er ikke velegnet til fx gaming, fordi responstiden mellem at du trykker og at computeren reagerer, er længere. Det er dog ikke noget du vil kunne mærke ved dagligt brug.

Vælg et ergonomisk tastatur og undgå hånd- og ledskader

Når du skal vælge tastatur, er det også vigtigt at tænke over, hvor meget du kommer til at bruge det. Skal du fx bruge det 8 timer om dagen på kontoret, kan det være en fordel at overveje tastaturets ergonomi.

Her kommer nogle af de mindre formfaktorer til sin ret, hvis du har begrænset plads, mens de større tastaturer oftest fås med indbygget handrest, så dit håndled ligger i en mere skånsom position til at taste. Der findes også her specialdesignede ergonomiske tastaturer af forskellige typer, fx buede tastaturer, tastaturer der er 2 én-hånds-tastaturer og meget mere.

Hvad så med Tablet-computere, iPads og lignende?

Det bliver mere og mere populært med de såkaldte tabletcomputere eller at bruge en tablet i stedet for en computer. Apple har fx deres iPad Pro-serie med større og kraftigere tablets, der kan det samme som de fleste bærbare og stationære computere.

Men skal computeren erstattes af noget andet, er der en vigtig komponent, du skal tage stilling til; nemlig tastaturet. Du kan følge mange af de ovenstående råd og benytte et eksternt tastatur, men du skal være meget opmærksom på, om du har de tilslutningsmuligheder, som er nødvendige.

Det kan du undgå med et Bluetooth-forbundet tastatur. Derudover er der, til de fleste af denne type produkter, designet specifikke tastaturer der også kan fungere som skærmbeskytter/cover, når du ikke bruger produktet.

Tjek-liste til tastaturvalg

Der er rigtig mange informationer at forholde sig til, når man skal vælge tastatur. Så her er en lille tjekliste, til at hjælpe dig med at vælge det helt rigtige tastatur:

  • Find den rigtige formfaktor (altså størrelse) til netop dit behov.
  • Husk at tjekke at sproget og layoutet er korrekt.
  • Overvej om du skal have et optisk-, mekanisk- eller membrantastatur.
  • Skal tastaturet være trådløst eller med kabel?
  • Har du særlige ergonomiske behov?
Se udvalget af tastaturer lige her

Andre læste også

Guide: Skal jeg vælge en iPhone eller Samsung-mobil?

{{ commentCount }} kommentarer

Skriv et svar