HDMI

HDMI er en forkortelse for 'High-Definition Multimedia Interface', som er en kablet teknologi/metode til at overføre digitale lyd- og videosignaler i høj kvalitet fra en enhed til en anden – fx fra computer til TV. HDMI er et stik, som i dag er standard i fx fjernsyn, spillekonsoller, Blu-ray-afspillere og computere.

Hvad betyder HDMI?

High-Definition Multimedia Interface, eller blot HDMI, er en kablet forbindelse, de fleste kender til. HDMI bruges til at overføre digitale lyd- og videosignaler. Eksempelvis bruges HDMI til at koble computer og spilkonsol til et fjernsyn. HDMI findes i forskellige versioner, størrelser og kan bruges til mange formål.

Et HDMI-kabel anvendes til at forbinde to enheder – fx PlayStation og fjernsyn. Det er nemt at anvende, da det blot skal indsættes i HDMI-indgangene på de enheder, der skal forbindes.

Du kan bl.a. bruge HDMI til følgende IT-udstyr:

  • TV
  • Spillekonsoller (PlayStation, Xbox mm.)
  • Computere (stationære og bærbare)
  • DVD- og Blu-ray-afspillere
  • Projektorer
  • Højttalere
  • Mobiltelefoner
  • Videokameraer
  • Og meget mere…

HDMI-kabler findes i forskellige længder fra 0,5m til 40m og i forskellige typer, hvilket gør HDMI til en yderst fleksibel løsning.

Forskellige variationer af HDMI

HDMI udvikles, ligesom meget andet teknologi, i takt med tiden. Hvor første version hed HDMI 1.0, er den nyeste per dags dato (februar 2022) HDMI 2.1a, der understøtter både 4K- og 8K-skærmopløsning.

Hvilke typer HDMI findes der?

Ligesom der findes forskellige USB-typer, findes der også forskellige HDMI-stik i forskellige størrelser, til forskellige formål og enheder. Hvilken type du skal bruge, afhænger af den/de enheder, som skal forbindes.

Der findes flere forskellige, men de mest brugte er:

  • HDMI (Type A) – Standard: Bruges typisk til Xbox, Playstation eller dit TV og PC
  • HDMI (Type C) – Mini: Bruges til fx mobiltelefoner og kameraer
  • HDMI (Type D) – Micro: Bruges til fx mobiltelefoner og kameraer

Relaterede ord

;